43 minutter. Så lang tid tog opgøret mellem en enorm stor malle og en italiensk fisker.
44-årige Alessandro Biancardi vandt kampen og kunne hive den 285 centimeter lange malle i land.
285 centimeter er i IGFA-sammenhæng (International Game Fish Association) den største malle nogensinde.
Opgøret fandt sted på Po-floden i Italien, skriver flere medier ifølge Ritzau.
- Da den kom op til overfalden første gang, indså jeg, at jeg havde et monster på krogen, fortæller den passionerede malle-fisker til Daily Mail.
Alessandro Biancardi har fisket i 23 år. Han har fanget mange store maller og set meget, men aldrig før set så stor en malle.
Da han begyndte at hale fisken mod båden, gjorde den så meget modstand, at den trak båden med sig.
- Jeg besluttede at søge mod det lave vand og prøve at hale den ind fra bredden, fortæller Alessandro Biancardi.
På bredden fik han hjælp af en ven til at måle fisken.
De indsendte data til IGFA, som kunne bekræfte, at det var en rekord-malle. Fire centimeter længere end den tidligere catch-and-release-rekord.
Den enorme fisk trak Alessandro Biancardi og hans båd med sig. (Foto: Alessandro Biancardi Madcat/Reuters/Ritzau Scanpix)