Italienere stopper Bakkens europæiske eventyr

Bakken Bears er færdige i Europe Cup efter et nederlag på hjemmebane til Avellino i semifinalen på 72-82.
Bakken Bears tabte i returopgøret 72-82 til italienske Avellino i Europe Cup-semifinalen.
Bakken Bears tabte i returopgøret 72-82 til italienske Avellino i Europe Cup-semifinalen. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Det aarhusianske basketballflagskib, Bakken Bears, er ude af Europe Cup.

Bakken Bears skulle på hjemmebane forsøge at indhente et tremålsnederlag, da danskerne tabte 72-75 ude mod Sidigas Scandone Avellino.

Aarhusianerne kunne dog ikke slå italienerne hjemme og måtte nøjes med et 72-82-nederlag i Europe Cup-semifinalen, og dermed er aarhusianernes europæiske eventyr slut for i år.

Bakken Bears var bagud i store dele af kampen, men kæmpede sig i fjerde quarter tilbage i kampen, men i sidste ende var det ikke nok til at gå videre.

Bakken Bears var bagud i stort set hele første quarter, men aarhusianerne hang på gæsternes føring.

Danskerne kunne udligne med et par minutter tilbage af første quarter, men Bears brændte forsøget, og det fulgte Avellino op med to trepointsscoringer i træk.

Stillingen efter de første 10 minutter var 18-15 til Avellino.

Flere af Bakkens spillere virkede nervøse, og især langskuddene var under vanligt niveau.

De første ti forsøg på tre point blev således brændt af danskerne. Den manglende skarphed udnyttede de italienske gæster til at øge føringen frem mod pausen.

Midtvejs var danskerne bagud med 33-48, og så var finalepladsen pludselig meget langt væk.

Bakken Bears ville dog ikke give op uden kamp og i tredje quarter kæmpede Bears sig tilbage i kampen.

Før de sidste ti minutter var Bakken Bears kun bagud med 55-60, og så kunne Bears-spillerne pludselig øjne finalepladsen ude i horisonten.

Det aarhusianske mandskab fortsatte efter pausen og efter at have været bagud hele kampen, bragte Bakken Bears sig foran 62-60 kort inde i sidste quarter.

Danskerne kunne dog ikke holde føringen og endte med at tabe 72-82.

Bakken Bears skal i kamp igen fredag, hvor der skal spille en vigtig udekamp mod Næstved i DM-semifinalen.

Næstved fører 2-1 i kampe, så hvis Bakken Bears taber, er aarhusianerne ude.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.