Opdateret kl. 19:23
I det seneste døgn er 793 coronasmittede døde i Italien, viser officielle tal lørdag ifølge BBC.
Det er det højeste antal døde som følge af smitten, som Italien har registreret på et enkelt døgn.
I alt er 4825 mennesker døde på grund af coronasmitte i Italien.
Det betyder, at lidt over hver tredje corona-dødsfald i verden er sket i Italien. Og halvdelen af samtlige smittetilfælde og dødsfald er registreret inden for den seneste uge.
Inden for de seneste dage er antallet af døde steget hver dag. Torsdag meldte Italiens sundhedsmyndigheder om 427 døde, fredag var det 627 og lørdag altså 793.
De fleste af dødsfaldene er sket i Lombardiet i den nordlige del af landet, som er den hårdest ramte region. Her er 3095 døde i alt.
Samlet set er 53.578 bekræftet smittet med coronavirus i landet. Det er en stigning på mere end 6500 siden fredag.
Antallet af nye bekræftede smittetilfælde er også vokset dagligt i løbet af de seneste dage. Torsdag var der en stigning på 5300 flere smittetilfælde i forhold til dagen før, fredag var der omkring 6000 flere smittede, og lørdag altså omkring 6500 flere.
Af det samlede antal smittede er lidt over 6000 erklæret raske igen.
Tidligere på ugen passerede Italien Kina som det land, der har flest døde på grund af coronasmitte.
Virusudbruddet stammer fra Kinas Hubei-provins, hvor det første tilfælde blev konstateret i december.
Siden har det spredt sig over hele verden, hvor det samlet set har kostet lidt over 12.500 mennesker livet.
I Europa er der registreret 7199 døde og i Asien 3459.
/ritzau/