Hvis du havde drømt om en smuttur til Rom eller Milano i påsken, så må du finde en ny drøm.
Italien står nemlig over for en ny bølge af coronasmitte, efter landet i denne uge rundede endnu en trist milepæl med over 100.000 smittede.
Regeringen skærper restriktionerne og indfører såkaldt rød zone over det meste af landet - blandt andet Lazio-regionen, hvor hovedstaden Rom ligger, og Lombardiet, der omkranser Milano.
Rød zone er det højeste af fire niveauer og indebærer, at skoler, restauranter, butikker og museer i de fleste af Italiens regioner igen skal lukke fra på mandag.
Nedlukningen rækker i første omgang frem til påskedagene fra 3. til 5. april. Her vil hele Italien blive rød zone.
27.000 nye smittede på et døgn
Alene fredag kunne Italiens sundhedsmyndigheder melde om næsten 27.000 nye smittetilfælde og 380 coronadødsfald i løbet af det seneste døgn.
Smittetallet har været støt stigende i de seneste tre uger, og bekræfter at en tredje bølge er på vej. I den seneste uge er antallet af nye smittetilfælde steget med 15 procent.
I mere end halvdelen af Italiens 20 regioner er hospitalerne allerede overbelastede på grund af de mange coronapatienter. Det gælder især intensivafdelingerne.
- Vi har stadig en frisk erindring om, hvad der skete sidste forår, og vi vil gøre alt for at forhindre, at det sker igen, advarer landets premierminister, Mario Draghi.
Den omfattende nedlukning i Italien sidste forår varede i flere måneder og udløste den værste økonomiske krise, landet har oplevet siden Anden Verdenskrig.
Tidligere på ugen kunne Italien meddele, at landet nu har passeret 100.000 døde i alt blandt de coronasmittede.