Staten har problemer med at tiltrække og fastholde dygtige it-folk. Det skriver Computerworld.
Pengene i en ansættelse i statsligt regi er ganske enkelt ikke gode nok i forhold til det private arbejdsmarked. Det betyder, at staten i stedet må ud og købe dyrt ind hos eksterne konsulenter.
- Staten er ganske enkelt ikke villig til at betale det, som en it-ansat koster. Det rækker altså ikke at tilbyde en it-professionel med 15-20 års erfaring en løn på 27.000 kroner. Så tror da fanden, at de har problemer med at fastholde og rekruttere, når de ikke vil tilbyde den rette løn, siger Morten Rønne, forbundssekretær hos Prosa.
Og staten virker ikke som en magnet på it-folk. Det konstaterer et såkaldt kasseeftersyn på it-området.
Her må Finansministeriet konstatere, at "statslige myndigheder oplever udfordringer med at tiltrække og fastholde medarbejdere med de rette it-kompetencer", skriver Computerworld.
Konsulenter til tre gange lønnen
Niels Bjørn-Andersen, professor ved Copenhagen Business School (CBS), siger til Computerworld, at den store lønforskel betyder, at staten i stedet henter konsulenter ind til en pris, der er op til tre gange så høj, som den løn staten vil betale egne medarbejdere.
- Vi ser, at der bliver stillet højere og højere krav, mens lønnen ikke følger med. I gamle dage kunne statslige arbejdspladser tilbyde et arbejdsmiljø med mere fleksibilitet, men presset på de offentligt ansatte er steget, og i dag arbejder de statsligt ansatte på private vilkår, men til offentlig løn. Folk kan ikke se logikken i at søge et arbejde i det offentlige, når de bliver tilbudt en latterlig løn, siger Morten Rønne til Computerworld.
Både Morten Rønne og Niels Bjørn-Andersen mener, at det kan få den konsekvens, at det statslige it-arbejde bliver ramt af forsinkelser eller ikke blive udført godt nok.