Israel har boardet det irske nødhjælpsskib 'Rachel Corrie', der befinder sig udenfor Gazas kyst.
Skibet var på vej til Gazastriben, for at forsøge at bryde den blokade, der har hersket siden 2007.
Aktionen er forløbet fredeligt, skriver BBC.
Ifølge israelsk militær boardede israelske soldater det irske skib uden modstand fra de 15 aktivister ombord.
"Vi fik kontakt og aftalte, at vi kom om bord. Det hele foregik fredeligt. Skibet er på vej til Ashdod, hvor lasten vil blive undersøgt og sendt videre til Gaza," siger den dansktalende talsmand, Therkel Petersen, fra den israelske hær på TV 2.
Ifølge Therkel Petersen forsøgte hæren også med en fredelig løsning i mandags, hvor ni aktivister mistede livet. Han mener, det gik galt, fordi aktivisterne gik til angreb på de svært bevæbnede soldater.
"På det første skib blev man mødt af en meget vred mængde, der havde forberedt et angreb på de soldater, der gik om bord," siger han.
'Rachel Corrie' ligger nu til kaj i den israelske havn Ashdod.