Israels parlament i Jerusalem har ved en indledende behandling vedtaget forslag, der delvis forbyder indkaldelse til muslimsk bøn via højttalere fra moskeerne.
Det skriver den israelske netavis ynetnews.com og det tyske nyhedsbureau dpa.
Årsagen til loven skal findes i støjkontrol, specielt om natten.
Ved vedtagelsen var der i parlamentet højlydte protester fra arabiske medlemmer af forsamlingen i Jerusalem.
Der blev faktisk stemt om to forslag, der begge fik flertal.
Det ene forslag vil forbyde indkaldelse af bøn fra moskeernes højttalere i tidsrummet fra klokken 23 til klokken 07.
Der vil vanke bøder, hvis forbuddet ikke overholdes.
Der var også et andet forslag, som helt vil forbyde at indkalde til bøn, så alle kan høre det. Det blev også vedtaget.
Et lovforslag, der skal ophøjes til lov, skal igennem tre behandlinger i parlamentet.
Bag forslaget, som vil forbyde de natlige indkaldelser, er partierne Jødisk Hjem og Likud, som premierminister Benjamin Netanyahu kommer fra.
Argumentet er, at det støjer, mens folk skal sove.
Under debatten om indkaldelse til bøn er det blevet nævnt, at man nu om dage eventuelt kunne indkalde via tekstbeskeder på mobiltelefon.
Der indkaldes til bøn inden for islam fem gange i døgnet.
Det arabiske medlem af parlamentet Zouheir Bahloul kaldte ifølge dpa vedtagelsen for "en krigserklæring mod den arabiske befolkning".
Loven gælder i princippet for alle religioner, men i praksis er det kun islam, der skal ændre adfærd, skriver ynetnews.com.
I religiøse jødiske byer lyder en sirene for at markere sabbat godt nok, men det sker, inden solen går ned.
Israel har en befolkning på 8,6 millioner indbyggere, hvoraf flere end 20 procent er arabere, de fleste muslimer.
/ritzau/