Få dage før sin henrettelse i 1962 i Israel skrev naziforbryderen Adolf Eichmann et brev, hvori han bad om at blive skånet for at blive hængt.
Hans rolle i Holocaust var blevet overdrevet, hævdede han i det håndskrevne brev, som Israel tirsdag har offentliggjort.
Offentliggørelsen falder på den internationale Holocaustdag.
Reuven Rivlin, Israels præsident, har præsenteret brevet i Jerusalem. Det er dateret den 29. maj 1962 og stilet til den daværende præsident, Yitzhak Ben-Zvi.
Eichmann blev hængt ved midnat 31. maj 1962.
- Det er nødvendigt at trække en linje mellem ledere, der er ansvarlige, og folk som mig, der mere tjente som et instrument i hænderne på ledere, citerer præsident Rivlin fra brevet under en ceremoni i anledning af Holocaustdagen i præsidentens embedsbolig i Jerusalem.
- Jeg var ikke en ansvarlig leder, og derfor føler jeg mig ikke skyldig, skrev Eichmann videre.
En talsmand for Rivlin siger, at brevet først for nylig er dukket op i præsidentens arkiv, da en række papirer blev gennemgået i forbindelse med et projekt om at skanne dokumenter til et digitalt arkiv.
Adolf Eichmann blev fanget af israelske agenter i Argentina i 1960. Her levede han under falsk identitet, men den israelske efterretningstjeneste Mossad fandt ham.
Han blev i skjul ført til Israel i et fly, og i Israel blev han retsforfulgt, fundet skyldig i i forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod det jødiske folk.
Han blev fundet skyldig i at være en af arkitekterne bag det, som nazisterne kaldte "Endlösung", altså udryddelse af jøder. Til det formål blev koncentrationslejren Auschwitz blandt andet opført.
Her var der gaskamre i tilbygningen Birkenau, hvor jøder systematisk blev henrettet.
Holocaustdagen falder 27. januar, som er den dag, hvor sovjetiske styrker befriede Auschwitz i Polen.
Nazisterne dræbte omkring seks millioner jøder. Det er det, der kaldes Holocaust.
/ritzau/Reuters