Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil i sin tale søndag under FN's Generalforsamling advare mod Irans "charmeoffensiv".
Udover den historiske resolution i FN's Sikkerhedsråd om destruktion af Syriens kemiske våben lagde Irans præsident, Hassan Rouhani, i sin første FN-tale tirsdag op til at få bilagt striden om landets atomprogram med USA og andre vestlige lande.
I modsætning til de fleste andre statsledere var Netanyahu ikke imponeret af Rouhanis tale, som ifølge den israelske leder mest af alt var et forsøg på at købe sig tid til at udvikle atomvåben.
- Det var en kynisk tale fyldt med hykleri, sagde Neyanyahu.
- Den havde ikke nogen praktiske forslag om at standse Irans militære atomprogrammer og lovede ikke at opfylde FN's Sikkerhedsråds bestemmelser. Den iranske plan er at tale og købe tid for at forbedre Irans kapacitet for at opnå atomvåben, fortsatte han.
Og det budskab vil han gentage fra FN's talerstol søndag.
- Jeg kommer for at fortælle sandheden om alle de søde ord og charmeoffensiven fra Iran, siger Netanyahu.
- Sandheden er vigtig for verdensfreden, verdens sikkerhed og selvfølgelig for Israels sikkerhed, tilføjer han.
Iran har i årevis afvist de vestlige landes påstand om, at landet forsøger at udvikle atomvåben og siger, at landets atomprogram har et fredeligt formål. Og i sin FN-tale sagde Rouhani, at Iran ikke udgør nogen trussel mod omverdenen.
Samtidig fastslog han, at Iran er rede til straks at indlede "tidsbundne" samtaler om landets atomprogram, sagde han.
Rouhani kronede sit ophold i USA med en telefonsamtale med USA's præsident, Barack Obama. Det var første gang siden 1979, at de to lande har talt sammen på det højeste niveau.
/ritzau/AFP