Selvom den danske eksport til Island kun udgør 0,5 procent af den samlede eksport, så kan det alligevel mærkes, at øen befinder sig i en dyb finansiel krise.
"De sidste par år har Danmark eksporteret for cirka tre milliarder kroner til Island. Man regner med, at det vil falde med en halv milliard, eller hvad der svarer til 17 procent i 2009," fortæller Ernst Hemmingsen, der er handelsrådgiver på den danske ambassade i Island til Berlingske.dk.
Islands regering valgte mandag at træde tilbage, men for Danmark havde det været bedre, hvis den var blevet siddende.
"Det handler om at skabe ro på markedet, men stemningen på gaderne har været en anden," fortæller Ernst Hemmingsen med henvisning til de voldsomme demonstrationer, der har været i Island," siger han med henvisning til den seneste tids uroligheder foran Islands parlament.
Cheføkonom i eksportrådet Jacob Warburg regner med en samlet nedgang i eksporten på cirka fire procent.
"Med hensyn til Island står det umådeligt slemt til. Ligesom med andre lande som England, Sverige og Norge hænger det sammen med en kombination af lavere efterspørgsel og faldende valutakurser over for kronen," siger han.