En gruppe bestående af syriske kurdere og arabere har søndag erobret en militærlufthavn i det nordlige Syrien fra den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS).
Det meddeler gruppen, der går under navnet De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), selv ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
SDF er støttet af amerikanske styrker.
- De Syriske Demokratiske Styrker har fuld kontrol over Tabqa-militærlufthavn, og der bliver arbejdet på at rydde området for miner, siger SDF-talsmand Talal Sello til AFP.
Op til erobringen her der været meldinger om hårde kampe mod Islamisk Stat, der har siddet på lufthavnen siden august 2014.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der gennem et netværk af aktivister følger krigen i Syrien, bekræfter, at lufthavnen er blevet fravristet IS.
Erobringen af Tabqa-lufthavnen er et skridt på vejen i forhold til at tvinge Islamisk Stat ud af Raqqa, som bliver betragtet som gruppens hovedsæde i Syrien.
Raqqa ligger omkring 55 kilometer øst for Tabqa.
SDF går efter at omringe Raqqa, inden selve offensiven mod den by sættes ind.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har amerikanske kampfly ydet støtte ved at kaste bomber i kampen om Tabqas militærlufthavn.
Tidligere på ugen blev SDF-styrker desuden fløjet om bag Islamisk Stats krigere med amerikanske fly.
/ritzau/