Billeder af et brændende Dannebrog og tydeligt ophidsede personer, der brænder plakater med Anders Fogh Rasmussen af, står stadig klart i de fleste danskeres bevidsthed.
Men belgiere, slovakker, portugisere eller nordmænd skal ikke frygte, at se deres flag og statsledere i flammer, selv om medier i netop de lande i går valgte at genoptrykke Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed med en bombe i sin turban.
Det vil flere af de muslimske lande simpelthen ikke tillade.
"Der er ingen tvivl om, at der er et dybtfølt raseri i den her sag blandt de arabiske masser. Netop derfor tror jeg, at lederne vil forsøge at lægge låg på det," siger professor på Handelshøjskolen i København (CBS) Uffe Østergaard til Newspaq.
Det vil de konkret gøre ved at lade nyheden om de mange genoptryk af tegningerne passere uden at nå sendefladen eller forsiden på de statsstyrede medier, vurderer professoren.
Og det ville ikke forbavse imam Abdul Wahid Pedersen, hvis det skete.
"Man er jo ikke interesseret i at få en yderligere tilspidset situation," siger han til Newspaq og understreger, at det var man første gang, Muhammed-tegningerne blev trykt.
"Dengang havde nogle lande nogle indenrigspolitiske situationer, der gjorde, at man var interesseret i at få blikket rettet et andet sted hen. I dag har man en anden tilgang til det," siger Abdul Wahid Pedersen.
Han bakkes op af Uffe Østergaard fra CBS.
"Under den første krise så de autoritære regimer jo tegningerne som en ret billig mulighed for at give lidt til den anti-vestlige opinion. Og det var nemt at kaste sig over et lille land som Danmark i stedet for større lande. Men det har jeg svært ved at se ske nu, da landene risikerer, at det kommer ud af kontrol. Og er der noget, autoritære styrer ikke vil have, så er det, at tingene kommer ud af kontrol," siger professoren, der glæder sig over genoptrykkene.
Ifølge ham kan det kun tolkes som en klar solidaritetserklæring til Danmark. Helt sådan ser Abdul Wahid Pedersen ikke på det. For ham er det endnu en unødvendig provokation, og han glæder sig over, at danske medier ikke har valgt at trykke Muhammed-tegnigerne igen.
"Flere af dem har ved tidligere lejligheder meddelt, at det ikke er en god ide at trykke dem længere. Det, synes jeg, er glimrende. Der er ingen grund til, at vi skal gå og provokere hinanden og gå lige til stregen hver gang," siger imamen.