Anders Behring Breivik dræbte 10 personer på Kærlighedsstien på øen Utøya. Den kronologiske gennemgang af Breiviks massakre er tirsdag nået til en gennemgang af dem.
16-årige Åsta Sofie Helland Dahl var blot en af de 12, der blev mindet i retten tirsdag - 10 af dem blev myrdet på Kærlighedsstien. De døde blev fundet tæt på hinanden og delvist oven på hinanden.
- Det er som et levende mareridt at være her. Det er så ufatteligt, så hårdt, så uforståeligt og trist. Der findes ikke ord for det, siger hendes mor, Grete Foslund Dahl.
Retten fik at høre, hvordan den 16-årige pige med det store smil blev skudt i hovedet, ryggen og anklen, inden hun døde umiddelbart efter.
Seks af hendes familiemedlemmer var til stede i Oslo Byret. Storebror Morten Helland Dahl beskriver det at sidde i salen som at befinde sig i en følelsesboble.
- Jeg er både vred, trist og ked af det. Alt sammen på en gang. Det presser på, men jeg får ingen følelser ud. Alt sætter sig som en klump, siger han, mens han peger på sin hals.
Familien havde gruet for at sidde i den samme retssal som Breivik. De synes, hans mangel på følelser og synlige reaktioner er vanskelig at forholde sig til.
- Det er hårdt at se på ham, men jeg kan ikke glemme ham. Han sidder bare der som en statue, der er bare tomhed. Bare et hult tomrum, det er min oplevelse af ham, siger Morten Helland Dahl.
Breivik har forklaret, at han ikke husker meget fra Kærlighedsstien andet end, at ofrene lå helt paralyseret på stien og nærmest lå og ventede på ham. Det, mener de pårørende og bistandsadvokaterne dog ikke, kan stemme.
- Det er rigtig vigtigt at være til stede i dag, men samtidig kommer alle de tunge tanker tilbage om hvilket helvede, de unge har haft ude på øen, siger Grete Foslund Dahl.
NTB