Ishockeylandsholdet kiksede kvalifikationen til OL i Vancouver, og det kan få konsekvenser for den svenske træner Per Bäckman.
"Vi overvejer trænersituationen lige nu for at finde ud af, om vi skal fortsætte med Per Bäckman, eller om vi skal have andre ind på vores liste," siger Enver Hansen, direktør i Dansk Ishockey Union, til DR Sporten.
Per Bäckman står under alle omstændigheder stadig i spidsen for landsholdet ved VM i Schweiz, men derefter udløber kontrakten, som altså ikke nødvendigvis bliver forlænget.
Dansk Ishockey Union er dog overordnet set tilfreds med indsatsen under OL-kvalifikationen og vurderer, at det var små marginaler, der førte til skuffelsen.
Landstræneren har i kølvandet på turneringen beklaget sig over, at han ikke har haft de danske NHL-spillere til rådighed.