En engelsk kvinde, der tidligere har arbejdet som model, kan ikke få lov til at bokse for England ved OL i 2012. Men det er ikke doping, men derimod kvindens bryster, der har kostet hende billetten.
I 2003 fik Sarah Blewden nemlig opereret sine bryster større - fra en b-skål til en c-skål - og det har fået det engelsk amatørbokseforbund til at afvise hendes ansøgning om bokselicens.
"De internationale regler forbyder personer med brystimplantater at fortsætte med at bokse på grund af risikoen for at skade brystvævet, siger formanden for forbundet, Tony Attwood, til den engelske avis The Telegraph.
Ifølge ham kan det nemlig medføre skader.
"Det naturlige brystvæv bliver skubbet frem foran implantatet, og det er det, der er udsat for en større risiko," siger Attwood. Han påstår at gentagne slag kan gøre brysterne skæve.
Den køber Sarah Blewden dog ikke.
"Min læge siger, at de ikke gør mig mere sårbar end enhver anden kvinde. De er ikke enorme - de har de rette proportioner. Det er geleimplantater og ikke væske, så der går ikke hul på dem," siger Blewden.