Den dansk-ledede konference, der senere i januar skal forsøge at analysere og begrænse de såkaldte insider-angreb i Afghanistan, kommer ikke et øjeblik for tidligt.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) erkender fredag over for Ritzau, at konferencen passende kunne have været holdt noget tidligere.
- Man kan altid ønske sig, at gode initiativer var kommet tidligere, end de kommer. Men det vigtige er, at vi får adresseret problemet, og at der stadig kan gøres mere. Og det kan der, siger Hækkerup til Ritzau.
Allerede da idéen først begyndte at rumle i oktober sidste år, blev den modtaget med stor entusiasme fra den Nato-ledede Isaf-styrkes hovedkvarter i den afghanske hovedstad, Kabul.
- Jeg har godt hørt om forslaget. Og jeg kan helt ærligt dårligt vente på, at den bliver til noget, sagde Isafs vicestabschef for operationer, den australske brigadegeneral Roger Noble, da Ritzau i slutningen af oktober bad ham kommentere den danske idé.
- Vi vil gøre, hvad end der skal til for at begrænse risikoen, for at blive klogere på angrebenes natur og for at ændre procedurer, der gør det muligt at minimere faren.
- Så vi er åbne for alt, hvad man kan gøre udefra for at hjælpe os med at analysere psykologien bag angrebene, hvorfor de sker, faresignalerne, angribernes profiler og faldgruber, sagde brigadegeneral Noble.
Insider-angreb er den betegnelse man bruger, når en soldat i afghansk uniform retter sit våben mod allierede fra ISAF-styrken.
Den australske general understregede, at insiderangreb ikke er et nyt fænomen. Han henviste blandt andet til Kampen om Broken Hill i 1915, der er kendt som den eneste krigshandling nogensinde på australsk jord - og som blev udført af to afghanere.
- De var motiveret af religion og utilfredshed med australiernes behandling af dem. Det vil også i dag være en stor hjælp med en bedre forståelse af angrebene og især de særligt dybere omstændigheder i Afghanistan, sagde Noble.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.