"Hej Skat. Alarm! Emil vil gå til ballet! Vi må ha' gjort noget forkert. Kan du ikke gøre nogle mandeting (...) Skal vi grille i aften?"
Sådan er en del af påskriften på en af de "sedler fra et ægteskab," som Irmas ny reklamekampagne hedder. Og udsagnet om, at lille Emil er forkert, fordi han vil gå til ballet, har fået rasende reaktioner over weekenden.
Supermarkedkæden trækker nu reklamen om Emil tilbage med en undskyldning. Det skriver Out and About.
Læs Avisen.dk's blogger Uffe Elbæks kritik af reklamen her
Det har været et forsøg på humor, siger kædens marketingschef Gitte Matzen. Men der var ikke mange, som syntes reklamen om lille Emil var sjov.
"I skulle skamme jer."
"Vanvittigt pinligt. Jeg går nu i Kvickly for mine indkøb."
"Det er dybt frastødende, at I legitimerer den slags ensretning."
"Uforskammet ækel."
Sådan lyder blot et par af de ting, som forfærdede vidner til reklamen skriver på Irmas Facebook-side.
Kædens butikschef mener efter disse reaktioner, at reklamen har slået fejl.
"Vi har aldrig haft intention om at støde nogen, og vi ønsker ikke at træde på nogen befolkningsgrupper. Reklamen om Emil var ment som en munterhed, men vi erkender, at det ikke er lykkedes," siger Gitte Matzen.
Mandeforsker på Roskilde Universitet Kenneth Reinicke er enig i Facebook-brugernes dom og betegner reklamen som "tåbelig, ubetænksom og stigmatiserende."
Det er reklamebureauet Mensch, som har lavet reklamekampagnen for Irma. Det er kun reklamen om Emil, der trækkes tilbage. Resten af de sjove "sedler fra et ægteskab" forbliver synlige hos forbrugerne.
Kilde: Out and About