Her til morgen kom det frem, at Irma vil lukke hele 11 butikker på Sjælland, hvor alle ansatte bliver fyret.
Selvom de 185 Irma-medarbejdere bliver fyret, vil Irma dog bestræbe sig på bedst mulig vis at finde et nyt job til de afskedigede. Irma er nemlig en del af Coop Danmark, der også driver butikker som Kvickly, Dagli' Brugsen og Fakta. Derfor kan en del af de 185 fyrede muligvis snart stå i en rød uniform i et af Coops andre supermarkeder, fremfor Irmas blå.
Det fortæller Ulla Jensen, der er tillidsrepræsentant og for Landsklubben Irma Butikker.
- Irma vil gøre alt, hvad de kan, for at indsluse de fyrede i Coop-familien. Det er ikke sikkert, at alle kan få jobs, men jeg ved, at de har lagt sig i selen og forsøger at få det til at ske, siger Ulla Jensen.
Det er dog primært de unge deltidsansatte, som Irma regner med at kunne redde fra arbejdsløshed.
- De unge mennesker har ikke så mange timer, så dem regner vi med, at vi i relativt stort omfang vil kunne finde noget nyt til. De fuldtidsansatte er noget sværere, da de jo lever af det her. Det er trist, for det er dem, jeg virkelig brænder for. De unge skal nok klare sig, siger Ulla Jensen.
Trykket stemning
Ifølge Ulla Jensen er der forståeligt nok en trykket stemning hos hendes kollegaer i dag.
- De er kede af det. De er rigtig kede af det. Jeg har lige været nede i Irma Næstved, der skal lukke, og de er selvfølgelig knuste. Det er en butik, der har ligget der i rigtig mange år, og hvor folk har været der i mange år, siger hun.
Og eftersom Ulla Jensen har arbejdet i Irma i en hel generation kender hun adskillige af de afskedigede.
- Jeg har jo haft min gang i Irma siden 1983, så jeg kender jo også mange af de her medarbejdere personligt. Så jeg er da også enorm ked af det på deres vegne, men jeg forstår også, hvorfor det er nødvendigt:
- Det er jo ikke sjovt at gå rundt og flytte rundt på varer. Det er jo sjovere at sælge dem. Så medarbejderne har også en forståelse for, at butikkerne selvfølgelig er nødt til at kunne løbe rundt.