Irma har aldrig lagt skjul på, at målet er at være Danmarks mest kvalitetsbevidste supermarked. Og nu sætter kæden alle sejl til for at indfri den mission.
Til august åbner de en ny flagskabsbutik på Alextorv midt i København, hvor butikken skal dele ejendom med blandt andre Landbrug & Fødevarer. Og netop den erhvervsorganisation bliver en vigtig brik i åbningen af den nye butik, skriver Berlingske Business.
- Samarbejdet mellem Irma og Landbrug & Fødevarer giver et helt andet perspektiv på butikken, der kommer til at fungere som ambassade og laboratorium for sæsonens danske fødevarer, siger Irmas kædedirektør, Jesper Uggerhøj, til Berlingske.
I den nye butik vil der blandt andet være en separat afdeling med ost, og kunderne kan tale med slagteren om specielle ønsker. Desuden vil en række mindre fødevareproducenter finde vej til hylderne.
Butikken på Axeltorv er langt fra den eneste nye Irma i støbeskeen. I de kommende fem år har Jesper Uggerhøj planer om at udvide fra de nuværende 83 butikker til 90 butikker. De skal alle ligge i Storkøbenhavn og Nordsjælland.
Irma havde i 2014 en omsætning på 2,4 milliarder kroner.
Newspaq