Ifølge de irakiske myndigheder er Iran trængt ind på irakisk grund.
Soldater skulle have krydset grænsen og indtaget et område med oliefelter, som landet nu gør krav på.
Det siger den irakiske viceindenrigsminister, Ahmed Ali al-Khafaji, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Historien bekræftes også af flere arabiske medier.
De iranske soldater har angiveligt kørt pansrede køretøjer i stilling og hejst det iranske flag. Men i Iran vil det statslige olieselskab NIOC ikke sige god for de oplysninger.
Iraks viceindenrigsminister Ahmed Ali al-Khafaji siger også, at Iran flere gange i denne uge er krydset ind over Iraks grænse. Men at man nu afventer ordrer på, om man vil reagere militært. Regeringen vil inden for kort tid komme med en diplomatisk reaktion.
Det omstridte oliefelt, som Iran vil have snablen i, ligger kun 300 meter inde på den irakiske side af grænsen.