Irans præsident, Hassan Rouhani, har onsdag beordret alle begrænsninger på atomforskning og -udvikling ophævet.
Ordren er den tredje nedprioritering af Irans forpligtelser i atomaftalen fra 2015.
Tidligere onsdag sagde præsident Rouhani på iransk tv, at iranerne vil optrappe landets atomprogram.
- Vi vil snart meddele, hvilke forpligtelser vi ikke vil leve op til, og som vil indebære optrappede aktiviteter i vores atomprogram, sagde Rouhani.
Iran og tre europæiske lande - Storbritannien, Frankrig og Tyskland - forsøger at mindske spændingerne og redde atomaftalen, som skal begrænse Irans atomprogram, efter at USA trak sig ud aftalen i maj sidste år.
Men sent onsdag erklærer Rouhani altså, at han har intentioner om at tage endnu et skridt væk fra aftalen med de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland.
- Jeg vil lige nu annoncere det tredje skridt, siger han på statsligt tv.
- Atomenergiorganisationen har fået ordre om straks at påbegynde, hvad end der er brug for inden for forskning og udvikling, og opgive alle hidtidige forpligtelser inden for forskning og udvikling, siger præsidenten.
Han uddyber, at der er tale om "udvidelser inden for forskning og udvikling, centrifuger, forskellige typer af centrifuger, og hvad vi ellers har brug for til berigelse (af uran, red.)".
I atomaftalen er det fastlagt, at Iran ikke må berige uran til en berigelsesgrad på mere end 3,67 procent.
Men den grænse brød landet i juli, da det nåede op omkring 4,5 procent.
Atomaftalen blev indgået i 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - samt Tyskland.
Aftalen indebærer blandt andet, at Iran skulle afvikle centrale dele af sit atomprogram. Til gengæld ville omverdenen udfase en række omfattende økonomiske sanktioner mod Iran.
Rouhani har udelukket bilaterale forhandlinger med USA, som har indført sanktioner mod Irans rumprogram. Amerikanerne siger, at en nylig eksplosion ved en iransk raketaffyringsrampe er et tegn på udvikling af missiler.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP