En dansk jægersoldat er omkommet under en træningsøvelse i USA. Ulykken er sket i forbindelse med et træningsspring.
Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
- Det er med stor sorg, at jeg i nat modtog melding om, at en af vores soldater er omkommet i forbindelse med et faldskærmsspring.
- Mine tanker går til de efterladte, og vi vil nu rykke sammen og støtte de pårørende i denne svære tid, siger chef for Specialoperationskommandoen, generalmajor Peter Boysen.
De nærmere omstændigheder er på nuværende tidspunkt ved at blive undersøgt, oplyser Forsvarets presseafdeling.
Forsvaret ønsker ikke at oplyse, hvor eller hvornår ulykken skete, eller fortælle nærmere om soldaten, der er omkommet.
Jægerkorpset har til opgave med kort varsel at blive sat ind i operationer, hvor konventionelle styrker ikke kan anvendes. Det gælder både i Danmark og internationalt.
Soldaterne bliver uddannet til at udføre mange forskellige typer militære opgaver inden for sikkerhed og uddannelse både i krigs- og fredstid.
Det er meget sjældent, at danske militærpersoner omkommer i forbindelse med øvelser.
I september 2017 mistede en dansk marineoverkonstabel livet under en Nato-øvelse på Søværnets skib "Absalon".
Også dette dødsfald var resultatet af en ulykke. Overkonstablen fik hovedet i klemme i en luge, hvilket medførte svære skader.
ritzau/