Den 25. juli er udnævnt til international aktionsdag, hvor mennesker over hele verden vil udvise deres utilfredshed med situationen i Iran.
I Danmark afholder initiativet Frit Iran et protestløb med titlen 'Fra diktaturet til demokratiet'. Talsperson for Frit Iran Jaleh Tavakoli fortæller, at løbet går fra den iranske ambassade til Christiansborg Slotsplads.
"Det skal symbolisere den kamp, som iranerne kæmper i Iran. Vi har valgt at løbe fra den iranske ambassade til Christiansborg Slotsplads, som for os symboliserer demokratiet i Danmark," siger hun til Newspaq.
Iran har dannet ramme for voldsomme protester i den seneste tid. Hundredetusindevis af iranere har demonstreret mod genvalget af Ahmadinejad som præsident. Adskillige mennesker er blevet dræbt af iranske sikkerhedsstyrker.
Selvom Iran er langt væk, så mener Jaleh Tavakoli at det giver god mening, at vise sin protest i Danmark. Det nytter nemlig at stå sammen, siger hun, og der er en meget kraftig indikation på, at styret i Iran følger protesterne i udlandet.
"Et af tegnene på, at det nytter, og at Ahmadinejad ikke er ligeglad, er, at hjemmesiden for den internationale aktionsdag er blevet hacket gennem flere dage, og den er først kommet op og stå igen i dag," udtaler talskvinden.
Hun er sikker på, at det iranske styre så bag.
"Jeg kan ikke se, hvem det ellers skulle være," fastlår Jaleh Tavakoli.
Siden er nu oppe igen og kan ses på www.united4iran.org.
Initiativet håber på, at aktionsdagen kan få politikerne til at fastholde det pres, der allerede er lagt på Iran. Samtidig håber de, at presset vil blive forøget - både gennem FN og EU.