"Adgang til denne side er ikke mulig."
Den besked på sproget farsi får iranske brugere af Facebook, hvis de forsøger at få adgang til deres profiler på det sociale netværkssite.
Ifølge det iranske nyhedsbureau ILNA har regeringen blokeret for adgangen til Facebook for at forhindre den reformvenlige præsidentkandidat Mir Hossein Mousavi i at bruge websitet i sin valgkampagne.
Folkene bag Facebook udtrykker ifølge CNN skuffelse over at sitet er blevet blokeret "på et tidspunkt, hvor vælgerne bruger nettet som en kilde til information om kandidaterne og deres holdninger."
Myndighederne i Irans hovestad Teheran har ikke kommenteret blokeringen af Facebook.
Mir Hossein Mousavi er tidligere premierminister i Iran. Han regnes for en af de førende konkurrenter til den siddende præsident Mahmoud Ahmadinejad.
Iranerne går til valg den 12. juni.