Søndag strammede det iranske præstestyre grebet om iranernes brug af internettet. Den udløsende faktor var, at en sexvideo med en populær iransk skuespiller blev set af hundredetusinder af iranere på videohjemmesiden YouTube.com. Videoen har nu fået styret til at luge voldsomt ud blandt hjemmesider, der er uforenelige med styrets islamiske dagsorden.
Dette anslås at få stor betydning, da Iran efter Israel er det land i Mellemøsten med flest internetsurfere, nemlig 7,5 millioner.
Blokeringen drejer sig blandt andet om onlineleksikonet Wikipedia.org, boghandlen Amazon.com, videohjemmesiden YouTube.com, filmdatabasen Imdb.com, BBC?s farsi-service samt avisen New York Times? hjemmeside.
Præstestyret og præsident Mahmoud Ahmadinejad har i den seneste tid været urolige over den øgede vestlige indflydelse i Iran gennem de mange nye bredbåndsforbindelser i landet.
Hos den iranske internetudbyder Datak kan man ikke forstå regeringens had til internettet.
»Vi har spurgt, hvem der er ansvarlig for blokeringen for at få en forklaring på, hvorfor disse hjemmesider er blevet stoppet. Vi ved det simpelthen ikke,« siger en ledende teknisk medarbejder hos Datak til The Guardian.
Mange af de iranske internetbrugere er skarpe modstandere af landets styre, hvilket blandt andet ses ved en voldsom iver for at blogge på internettet om politik.
I sin tid havde Iran en veludviklet tradition for kritiske og reformvenlige aviser, men næsten alle disse er blevet lukket eller underlagt streng censur. Internettet er derfor en af de meget få muligheder til at hente fri information.
Flere iranske forskere, studerende og intellektuelle har klaget til Irans Informationsministeriums Kulturelle Kommités formand, Mohammed Tourang, over blokeringen af internetsiderne, da det gør megen research og videndeling umulig.
Svaret fra Mohammed Tourang har indtil videre blot været, at iranerne kan forvente, at der fremover vil blive grebet endnu hårdere ind over for materiale, der bidrager til dårlig moral, og som skader det nationale fællesskab.
Iran er sammen med 12 andre lande af organisationen ?Journalister Uden Grænser? blevet karakteriseret som en direkte fjende af internettet.