Efter en uges fangeskab i Iran er fem engelske Yacht-sejlere nu givet fri.
De unge mænd var på vej til en sejlkonkurrence i Dubai. Men ved en fejl drev de ind i iransk farvand, og kort efter blev de fanget af et iransk flådefartøj.
Iran mistænkte briterne for at være spioner. Men landet har nu godkendt forklaringen om, at det var en fejl, at englænderne kom ind i iransk farvand den 25. november, skriver guardian.co.uk.
Irans tilfangetagen af de fem briter sker på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Iran og Vesten er yderst anstrengt på grund af Irans atomprogram.
Storbritannien er et af blot seks lande, der i sidste uge via FN krævede, at Iran øjeblikkeligt lagde sit atomprogram på hylden. Men det rasende svar fra Teheran lød, at Iran i stedet ville bygge ti nye atomanlæg.