Nyhedsavisens udsendte korrespondent
NEW YORK: Iran øver i øjeblikket angreb på Tel Aviv og amerikanske skibe i Den Persiske Golf.
Og de vil ikke ikke tøve med at sende ægte bomber mod disse mål, hvis Iran på nogen måde bliver angrebet.
Det siger Irans Revolutionære Hær i en udtalelse på hærens hjemmeside sent mandag aften, skriver nyhedsbureauet AP.
- Det Zionistiske regime forsøger at få Det Hvide Hus til at forberede et militært angreb på Iran... Hvis sådan en dumhed bliver udført af dem, [så vil] Tel Aviv og den amerikanske flåde i Den Persiske Golf være de første mål, der vil blive sat ild til som Irans knusende svar, siger Ali Shirazi, en højtstående militærofficier, der udtaler sig på vegne af Irans øverste overhoved, den stærkt religiøse Ayatollah Ali Khamenei.
Israel har truet Iran
- Det første skud fra USA mod Iran vil udsætte USA's afgørende interesser i verden for en risiko, hedder det videre i udtalelsen.
Den iranske hær gav ingen yderligere oplysninger om placeringen for øvelsen, om der er tale om de ordinær øvelser, som foretages to-tre gange om året - eller om der er tale om en helt ekstraordinær øvelse i anledning af den spændte situation.
'Taler for sig selv'
I juni sendte Israel flere fly i luften over den østlige del af Middelhavet i en større militærøvelse. Det blev dengang tolket som en direkte trussel mod Irans atomfaciliteter, som Vesten frygter, skal bruges til atomvåben.
Det officielle Israel ønsker ikke at udtale sig om meldingen fra Iran.
- Truslen taler for sig selv, siger Mark Regev, en talsmand for den israelske regering.