Iran booker billet til VM i fodbold med sejr

Iran vandt 2-0 hjemme over Usbekistan og sikrede som den tredje nation en plads ved VM i Rusland næste år.
Carlos Queiroz har for anden gang på sine seks år som Irans landstræner ført landet til VM i fodbold.
Carlos Queiroz har for anden gang på sine seks år som Irans landstræner ført landet til VM i fodbold. Foto: Atta Kenare/AFP

Iran er som det tredje hold klar til at spille med ved VM i fodbold næste år.

Mandag vandt Iran 2-0 hjemme over Usbekistan, og det var nok til at sikre en billet til slutrunden i Rusland.

Sardar Azmoun blev kampens første målscorer, da han i midt første halvleg scorede til 1-0 i kampen i Teheran.

Kort før tid slog Mehdi Taremi sejren fast.

Iran topper med sejren gruppe A i den asiatiske VM-kvalifikation med 20 point for otte kampe.

Sydkorea er nummer to i gruppen med 13 point for syv kampe, mens Usbekistan er nummer tre med 12 point for otte kampe.

Syrien, Kina og Qatar følger efter med henholdsvis otte, fem og fire point.

Alle tre lande har spillet syv af deres ti kampe i gruppen.

De to bedste hold fra gruppe A kommer med til VM, mens gruppens nummer tre også får muligheden for senere at kvalificere sig.

Det kræver dog sejre i playoffkampe over først nummer tre i den asiatiske kvalifikations gruppe B og dernæst over nummer fire i VM-kvalifikationen i Nord- og Mellemamerika.

Ud over Iran har Brasilien allerede kvalificeret sig til VM fra den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Rusland er som værtsnation født deltager.

Iran trænes af portugiseren Carlos Queiroz. Den tidligere Real Madrid-træner har haft posten siden 2011.

Iran har fire gange tidligere været med ved VM.

Hverken i 1978, 1998, 2006 eller 2014 lykkedes det for landet at komme videre fra gruppespillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.