Den danske journaliststuderende Niels Krogsgård er i fængsel i Iran. Det, som har været en klar formodning de seneste par døgn, er nu blevet bekræftet af de iranske myndigheder.
Derudover er iranerne ikke gavmilde med oplysningerne om danskeren. Det skriver tv2.dk
"Vi ved ikke, i hvilket fængsel han tilbageholdes, og vi kender ikke de nærmere omstændigheder omkring hans tilbageholdelse. Men vi arbejder intenst på at få opklaret, hvor han befinder sig, ligesom vores folk på ambassaden prøver at få tilladelse til at besøge ham," siger Charlotte Slente fra Udenrigsministeriet til TV 2.
Den journaliststuderende blev anholdt ved en demonstration i Iran. Han er i landet for at lave sit bachelorprojekt. Hans medstuderende undgik med nød og næppe anholdelse, og er nu i sikkerhed i Danmark.