Mens uroen ulmer internt i Iran, gør landet sig nu klar til at forsvare sig mod eller angribe andre lande, hvis det skulle blive nødvendigt.
Det lukkede styre har testet et nyt mellemdistance-missil, der kan række længere end de tidligere testede missiler, der er nået ud på 2.000 kilometer. Det oplyser Irans statsstyrede tv-station ifølge BBC.
Dermed er Israel og amerikanske baser i Golfen indenfor rækkevidde.
Testen kommer samme samtidig med, at regeringen forsøger at få flere oppositionsledere bag tremmer, fordi de skulle have været med til at opildne til modstand og skabe spændinger i gaderne under valget i juni.
"Vi har nok beviser mod lederne af denne sammensværgelse mod systemet," siger Sadeq Larijani, der er chef for det iranske retsvæsen.
BBC's udsendte i Iran vurderer, at missil-testen er et forsøg på at lede opmærksomheden væk fra, at oppositionslederne snart bliver anholdt.