Familierne til de 18 irakiske asylansøgere er gået under jorden og tjekker ikke ind hos politiet mere.
Kvinderne vil blive under jorden, også selv om mændene skulle blive sendt til Irak, fortæller to af dem til Politiken.dk i det første interview med familierne siden politiaktionen i kirken.
25-årige Mivan Merza og hendes 20-årige søster har en 19-årig bror i Ellebæk, den lukkede del af Sandholm, hvor de irakiske mænd sidder. Deres far blev slået ihjel i Irak for mange år siden, og de to kvinder og deres bror skal nu udvises, efter at have været i Danmark i ti år.
De vil ikke længere melde sig til politiet ugentlig, som de ellers skal.
"Vi har meldt os til politiet for sidste gang. Vi vil ikke melde os mere. Vi er bange for, at vi vil blive anholdt, på samme måde som vi så det i kirken," siger Mivan Meza til avisen.
Kvinderne er nu flyttet til et sikkert sted, som holdes hemmeligt. I huset er to-tre familier på cirka 16 mennesker.
Andre familiemedlemmer til de anholdte mænd er gået under jorden hos familie og venner.
Huset er så hemmeligt, at ikke engang aktivistgruppen Kirkeasyl har kendskab til beliggenheden.