Muntazer al-Zaidi blev verdenskendt, fordi han kastede en sko efter USA's daværende præsident, George Bush, på et pressemøde i december sidste år.
Nu er den irakiske journalist blevet løsladt efter blot ni måneders fængsel. Flere familiemedlemmer og støtter stod klar til at modtage ham, da han kom ud fra fængslet.
"Han forlod fængslet for et par minutter siden," siger Muntazer al-Zaidis bror, Uday, ifølge Washington Post.
Han skulle have været løsladt i går, men manglende dokumenter betød, at han først fik lov til at komme ud i friheden i dag.
Muntazer al-Zaidi blev oprindeligt idømt tre års fængsel for vold mod et statsoverhoved, men han fik reduceret straffen til et år på baggrund af en appel. Siden blev der skåret yderligere et par måneder af fængselsopholdet som følge af god opførsel.
Ifølge flere medier kan han nu se frem til et liv som helt. Flere af de store tv-stationer har da også allerede været ude med snøren for at sikre sig den kendte journalist.