I over et år har iPhone været på markedet i USA.
Og når den nye udgave kommer på gaden på fredag i Danmark, så sker det lige over midnat.
Det oplyser den danske forhandler Telia, der vil holde butikken Amagertorv i København åbent fra klokken 00.01 natten til fredag.
- Lanceringen af iPhone 3G er en stor begivenhed, der naturligvis skal fejres. Vores kunder har set frem til den nye iPhone, og vi har sørget for at gøre noget særligt ud af det i løbet af aftenen, siger Jesper Brøckner, adm. direktør i Telia.
I resten af landet må man vente til klokken 10.00 fredag, når butikkerne åbner som normalt.