Det har været den mest hypede it-gadget i årevis. Den er blevet kaldt alt fra en revolution til pjattet legetøj for store drenge.
Og nu kommer Apples iPhone så endelig til Danmark.
Komplet med Apples berømte design og en ny højhastighedsforbindelse til internettet samt en masse andet lir kan iPhone købes officielt fra den 11. juli i år i 22 udvalgte lande.
Og Danmark er et af dem, fortalte direktør for Apple, Steve Jobs, på en større messe i USA i aftes. Senere på sommeren følger yderligere 50 andre lande.
I modsætning til den første udgave af iPhonen får den nye udgave den hurtigere 3G-forbindelse, meget længere batteritid og så er prisen - i hvert fald i USA - halveret.
- Vi giver jer iPhonen dobbelt så hurtigt, og til halvdelen af prisen, sagde Steve Jobs.
Pris er hemmelig
Det er endnu usikkert, hvad telefonen kommer til at koste i Danmark. Den mindste udgave med otte gigabyte hukommelse sælges i USA for 199 dollars, knap 1.000 kroner. Prisen i Danmark er ikke offentliggjort endnu, men Steve Jobs lovede, at den ikke vil koste "meget mere" end den amerikanske pris.
Telia har foreløbig eneret på at sælge telefonen i Danmark.
Kaare Sørensen skriver fra New York.
iPhone er en mobiltelefon på 133 gram.
Ud over at kunne bruge til almindelige telefonsamtaler er iPhonen også tilsluttet det såkaldte 3G-datanet, så man kan se video, læser og skrive emails og meget mere.
I Danmark er Telia foreløbig eneforhandler.