Det blev spået til at blive det næste digitale kvantespring, men telefoni via internettet er langtfra blevet det store hit i Danmark. Kun en kvart million danskere har skiftet fastnet-telefonen ud med en ip-telefon, skriver Urban på baggrund af tal fra It- og Telestyrelsen.
For to år siden havde styrelsen ellers spået, at mindst en million danskere ved udgangen af 2005 ville have skiftet til en ip-telefon.
- Men folk er komplet ligeglade med, om deres telefon er en ip-telefon. Det, der tæller, er, om det er billigt. Og det er ip-telefoni ikke nødvendigvis. Besparelsen er så begrænset, at folk hellere vælger mobilen, siger teleanalytiker John Strand fra Strand Consult til Urban.
Han støttes af teleanalytiker Torben Rune fra Netplan, der mener, at mobiltelefonen har sejret.
-Når flere vælger mobilen, bliver det dyrere for dem, der stadig ringer fra fastnet eller ip-telefon. Det betyder, at skiftet til mobiler kan gå endnu stærkere.
I alt havde 235.000 danskere ved udgangen af 2006 et ip-telefoni-abonnement.