De sportslige sanktioner, der er pålagt Rusland og Hviderusland i forbindelse med invasionen af Ukraine, skal fortsætte i 2023.
Det fastslår præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, i sin nytårsbesked ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Sanktionerne mod Rusland og Hviderusland og deres regeringer skal og vil forblive på plads, lyder det fra Thomas Bach.
I fortsættelsen erklærer han sin støtte til Ukraine og landets atleter.
- I det nye år kan de ukrainske atleter regne med fuldt engagement i solidariteten fra IOC og hele den olympiske bevægelse.
- Vi ønsker at se et stærkt hold fra Ukraine ved de olympiske lege i Paris 2024 og de olympiske vinterlege i Milano og Cortina d'Ampezzo i 2026, fortsætter Bach.
Russiske og hviderussiske atleter kan dog også vise sig at være velkomne ved OL i Paris, hvis de vel at mærke optræder som neutrale.
Tidligere i december fortalte en repræsentant fra USA's Olympiske og Paralympiske Komité således, at der på et topmøde i IOC var "enstemmig interesse" for, at atleterne måske kan få lov at konkurrere, så længe de ikke repræsenterer Rusland eller Hviderusland officielt.
Den holdning blev mødt med stor utilfredshed fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der mener, at sportsudøverne fra de to lande skal "isoleres fuldstændig".
Rusland og Hviderusland har været udelukket fra store dele af international sport, siden invasionen begyndte 24. februar i 2022. Kort efter blev landenes atleter smidt hjem fra de paralympiske lege i kinesiske Beijing, inden de begyndte.
Rusland har de senest år været udelukket fra store internationale mesterskaber, fordi landet havde manipuleret med dopingdata.
Karantænen udløb tidligere i december, men i første omgang fik det ikke den store effekt, fordi russerne de fleste steder er udelukket på grund af krigen.
OL i Paris afvikles fra 26. juli til 11. august 2024, men i mange sportsgrene begynder kvalifikationen til OL allerede i 2023.
/ritzau/