Videoen med den døende 27-årige filosofistuderende kvinde Neda Soltan, der har været vist på YouTube og i alverdens nyhedsudsendelser, er med til at lægge en dæmper på volden i Iran.
Det mener dansk-iraneren Nahid Riazi, der dagligt er i kontakt med familie og venner i Teheran - hovedstaden hvor Neda Soltan blev skudt, da hun steg ud af sin vens bil på vej til en demonstration.
Nahid Riazi vurderer, at klippet med Neda Soltan og andre videoer har den effekt, at politiet ikke slår så hårdt ned på demonstranter, som de ellers ville have gjort.
"Man kan se, at politiet stadig er tilbageholdende i deres brutalitet i forhold til, hvordan de normalt er. Vi taler om et regime, der kan være virkelig brutale imod folk, men vi har ikke set deres værste side endnu," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq og fortsætter:
"Det, at folk har mulighed for at filme de voldelige scener og sende dem ud af landet, så omverden kan være vidne til, hvad der sker i Iran, det betyder helt sikkert, at regimet passer på. De kan jo se, at der er rigtig mange millioner i resten af verden, men også i Iran, der får kendskab til brutaliteten mod demonstranterne," siger hun.
Sagen er dog ikke så enkel, mener Karin Bergquist, der er journalist, Iran-ekspert og forfatter til bogen 'Revolutionens børn. Unge i Teheran'.
Ifølge hendes kilder i Iran, så er mange mennesker bange for at sende deres videoklip ud på nettet af frygt for, at det kan spores tilbage til dem.
"Nogle af de unge, som jeg snakker med, siger, at folk er begyndt at blive bange for at bringe det ud. For regimet har jo også it-folk, der sidder og holder øje med Twitter og andre steder, hvor de unge muligvis kan få deres følsomme indhold ud. Og jeg er bange for, at vi kommer til at se retslige efterspil, fordi de her videoer kan spores," siger hun til Newspaq.
Hun vurderer, at der tilsyneladende er mere fredeligt i Iran nu, fordi færre mennesker tør gå på gaden i forhold til lige efter valget.
"Der er jo også sket det, at demonstrationerne er nedtrappet, fordi folk er bange for vold. Hvis de var gået ud i ligeså massivt omfang som lige efter valget, så havde vi nok set mere politivold. Demonstrationerne er nede i nogle tusinder, og i går hørte vi om hundreder. Det er selvfølgelig svært at opgøre antallet, men ud fra det, jeg hører, så er folk bange for at demonstrere og for at sende ting ud af landet," siger hun.