Arbejdskulturen i filmbranchen er den seneste tid blevet heftigt debatteret, og flere historier om krænkelser og sexchikane er kommet frem.
Det er rigtig godt, at historierne kommer frem, og at kulturen bliver debatteret, lyder det fra instruktør Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører.
- Og det bliver nødt til at tage den tid, det skal. Det er jo et behov, som er fejet ind under gulvtæppet igennem lang tid. Et opsparet tabu, som har brug for at få noget luft, siger hun.
Hun påpeger, at det kan virke voldsomt med alle de fortællinger, der kommer frem i lind strøm. Men hun understreger, at det er vigtigt at give dem plads.
- Hvad enten det er sket for 25 år siden, eller det er noget, som er sket for 25 timer siden, så bliver vi nødt til at give de stemmer lov til at tale, for de har ikke følt, at de kunne sige noget i lang tid.
- Når den bølge har lagt sig, så vil der også komme en mere nuanceret diskussion om det her. Lige nu er der et tryk, som skal tages. Det er vi nødt til at have respekt for og ikke begynde at angribe fra alle mulige sider, siger hun.
Torsdag i næste uge holder filmbranchen et branchemøde, hvor de vil diskutere problemet, og hvad der kan gøres for at komme det til livs.
- Der er mange forskellige ting, man kunne gøre. Men det vigtigste er, at organisationerne anerkender, at det her er et problem, som vi skal tage os af nu, siger Christina Rosendahl.
Hun giver som eksempel en fælles branchepolitik for, hvordan man kan gå på arbejde og føle sig tryg.
Et andet tiltag kunne være gode råd og steder, man kan gå hen, hvis man har følt sig udsat for en krænkelse.
Debatten om sexchikane og overgreb tog fart, efter at en lang række kvinder anklagede den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein for overgreb.
I Danmark har særligt kulturen på filmselskabet Zentropa været i fokus, hvor historier om klask i numsen som afstraffelse er kommet frem.
Fredag meldte den danske filminstruktør Ole Bornedal sig også ind i debatten med et indlæg i Weekendavisen.
- Det er svært ikke at smile ad folk, der føler sig traumatiserede, 25 år efter at de fik et klask i røven. Så må det godt nok være et helt særligt klask. Et helt specielt ur-klask, skriver han blandt andet i Weekendavisen.
/ritzau/