Bryan Singer har tilsyneladende ikke fået nok af kampen mellem de gode og onde mutanter. Han har i hvert fald meldt sig klar til at instruere endnu en 'X-Men', skriver Associated Press.
Den amerikanske instruktør har lavet etteren og toeren, men sagde nej tak til en treer, fordi han ville have tid til at lave 'Superman Returns.'
Det var under en filmfestival i Sydkorea, at Singer søndag afslørede, at han var interesseret.
"Jeg ser på muligheden for at vende tilbage til 'X-men-gruppen'. Jeg har talt med Fox om det. Jeg elsker Hugh Jackman. Jeg elsker holdet," fortalte han med reference til den australske skuespiller, der spiller Wolverine.
Han fortalte, at han nyder at lave science fiction- og fantasyfilm, fordi det gør det muligt at diskutere alvorlige emner gennem underholdning.
Singer fik for alvor succes med filmen 'The Usual Suspects,' men har siden vundet stor respekt for sin måde at lave tegneserier om til film.