Fribyer til forfulgte internationale forfattere er populære at tale om, men når regningen skal betales, kan regering og kommuner ikke blive enige.
Det går ud over de mere end 30 forfattere, der havde håbet på at flytte ind i en friby.
"Det er ærgerligt, vi ikke er blevet et friby-land, når vi har besluttet det. Men jeg ser det sådan, at der kører et psykologisk spil mellem staten og kommunerne om regningen," siger Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær ifølge DR Nyheder.
De danske kommuner skal selv betale for opholdet, som Århus Kommune anslår til at koste 480.000 kroner om året.
Kulturministeriet giver en million kroner om året, men det går kun til arrangementer med forfatterne.
Dansk PEN, der er en organisation for forfattere, som kæmper for ytringsfrihed, mener, det er skammeligt, at Danmark taler højt om ytringsfrihed, men ikke sætter handling bag ordene.
"Når der står to og måske snart tre millioner kroner og samler støv på den konto i Kulturministeriet, der skal bruges til at lave aktiviteter med de forfulgte forfattere, så er det oplagt at bruge pengene til at få ordningen i gang," siger Mille Rode, daglig leder af Dansk PEN.