Det gælder om at sprede budskabet om, at man er arbejdssøgende. I dag er et nemlig ikke længere pinligt at stå uden for arbejdsmarkedet, som det har været tidligere.
Det siger flere karriererådgivere til Berlingske Business.
"Du må godt være ledig i dag, for du er en del af en flok meget kompetente ledige. Det ved arbejdsgiverne godt, så det har ikke den samme negative effekt, som for to år siden, hvor du havde et forklaringsproblem, hvis du var ledig," fortæller chef for karriererådgivningen Lars Moesgaard, CA a-kasse.
Under højkonjunkturen kunne ledige mistænkes for at have svage faglige kompetencer. Men finanskrisen har kostet så mange dygtige hoveder stillingen, at arbejdsgiverne ikke længere er forbeholdne over for ledige.
Men det er stadig en fordel at søge nyt arbejde, mens man er ansat, påpeger Lars Moesgaard.
"Men er man først ledig, skal man signalere, at man er klar til nye udfordringer. Dem, der stadig er ledige efter seks-ni måneder, er dem, der ikke synliggør deres ledighed. Ingen ved, at de søger," siger han til Berlingske Business.
Det er konsulent og karriererådgiver Susanne Teglkamp fra Teglkamp & Co enig i.
"Det gælder om at styre uden om de store bunker af ansøgninger. Skal du søge sammen med alle andre, er det virkelig hårdt lige nu. Mange har succes med at få netværket til at arbejde for sig, åbne nogle døre, give et forspring. Det kan kun ske, hvis folk ved, du er jobsøgende," siger hun til Berlingske Business.