Der er stadig mystik om sagen om de to danske piger, der fredag blev fundet brændt ihjel i en bil i Tyskland.
Det er dermed også for tidligt at sige noget om omstændighederne for de to indebrændte piger, da det er Tysklands politi, der står for efterforskningen.
Der er heller ikke rejst nogle sigtelser i sagen, oplyser Lars Nørskov Jørgensen, vagthavende ved Nordjyllands Politi.
Hvorvidt der kan være tale om drab, en ulykke eller noget helt tredje er dermed langt fra fastslået endnu.
"Det er tysk politi, der står for efterforskningen, og hvad de kategoriserer den som, er endnu uvist," fortæller Lars Nørskov Jørgensen til Newspaq.
Især på ét punkt assisterer Nordjyllands Politi deres tyske kolleger, fortæller Lars Nørskov Jørgensen.
"Vi skal have en 100 procents identifikation af pigerne, og den foreligger ikke endnu. Vi assisterer tyskerne med noget materiale, der kan være behjælpeligt til det," forklarer han.
Så sent som i går gik politiet ellers ud med navnene på de to piger, som var ni og ti år.
"Vi kan bekræfte, at vi arbejder ud fra den teori, at det er Line Sofie Rudgaard og Marlene Marie Rudgaard, der er fundet i bilen," sagde vicepolitiinspektør Ole Kristensen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk i går.
Ligene af de to børn blev fredag fundet indebrændte i deres fars bil. Han blev fundet meget forbrændt. Nordjyllands Politi vil mandag hverken be- eller afkræfte, at faren skal afhøres i dag, som det ellers tidligere er blevet meldt ud.