Stil aldrig øl ud til skraldemanden.
Sådan lyder det fra fagforbundet 3F, efter at en skraldemand fra Djursland i oktober blev bortvist, fordi han havde to øl i sin skraldebil.
Skraldemanden Jørgen Mogensen havde taget imod to øl fra en borger i det område, han hentede skrald.
Han havde ikke drukket af øllene og tog kun imod dem for at være høflig.
Men alkoholpolitikken er klar hos Miljø Team, hvor han var ansat i 18 år. Det er forbudt at indtage og medbringe alkohol på eller i nærheden af skraldebilen.
Og Jørgen Mogensen blev bortvist med øjeblikkelig virkning, da øllene blev opdaget.
"Lad nu være med at stille øl ud. Man behøver ikke at fedte for skraldemanden for at få ham til at have en ekstra sæk med," siger faglig sekretær i 3F Djursland, Per Jørgensen, til Newspaq.
Han fortæller, at Jørgen Mogensen har valgt at acceptere bortvisningen - og har bedt 3F om ikke at gå ind i sagen.
"Medlemmet har selv skrevet under på, at 3F ikke må røre ved sagen," siger Per Jørgensen.
I 3F er sagen klokkeklar. De interne personaleregler er overtrådt, og 3F ville formentlig tabe sagen, hvis den blev ført.
"Det lyder hårdt at blive bortvist over at have to øl i bilen, men alle skraldemænd kender reglerne, og der er da heller ikke et øje, der har protesteret over bortvisningen," siger Per Jørgensen.