I dag kan Lars Løkke Rasmussen fejre sin toårsdag som Danmarks statsminister.
Venstres gruppeværelse blev i dagens anledning bevogtet af to karseklippede og meget alvorligt udseende sikkerhedsvagter. Partilederen sad nemlig med ved bordet.
Men jubilæet blev ikke markeret med champagne og konfetti.
"Vi har fået et enkelt stykke kringle hver. Jeg har været statsminister i en periode, hvor vi har været udfordret af en voldsom økonomisk krise, hvor vi har tabt arbejdspladser. Så synes jeg ikke, det skulle være store flødeskumskager," siger Lars Løkke Rasmussen.
Men lidt festlig var kringlen alligevel.
"Der var da flag i. Vi glæder os over, at arbejdsløsheden er på vej retur. Sidste år var den 40.000 lavere end det, alle frygtede, og siden november er den faldet alle måneder i træk," siger han og lover, at Danmark er ovre det værste, efter finanskrisen ramlede ned over hele verden.
Regeringsfløjens dårlige meningsmålinger, får ikke statsministerens kringle til at smage besk.
"Valg har vi hvert fjerde år, og det er ikke lige nu. Jeg er optaget af at lægge nogle løsninger frem. Men der er altid plads til forbedringer. Altid på vej, aldrig i mål," lyder dagens slogan fra jubilaren.