Influenza A kommer til at koste det danske samfund dyrt.
Alene sygedagene vil komme til at koste samfundet ni milliarder kroner i tabt produktion.
Det vurderer cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen ifølge EPN.dk.
De ni milliarder kroner svarer til en guldrandet vækstpakke til den danske økonomi, den årlige skatte-indbetaling fra fra A.P. Møller-koncernen, en fjerdedel af prisen for Storebæltsbroen eller den samlede pris for den nye jernbaneforbindelse mellem København og Køge.
Oven i de mange milliarder skal tillægges prisen på de dage, hvor forældre passer syge børn - og samfundets udgifter til at behandle syge og til at vaccinere danskerne.
Helge J. Pedersen kalder selv sine udregninger for "en kynisk økonombetragtning", og har forudsat, at mellem 25 og 30 procent af befolkningen rammes af en epidemi.
Sundhedsstyrelsen erklærede i går officielt, at influenzaepidemien har nået Danmark.