Influenzaepidemien er afblæst. Antallet af danskere, der må bukke under for feber og ømhed i kroppen, er nemlig for nedadgående.
Det viser nye beregninger fra Statens Serum Institut.
I forrige uge var der så mange personer, der gik til lægen med influenza, at der var tale om en begyndende epidemi. Men sygdommen har formentlig toppet, melder Seruminstituttet, for tallet faldt til under epidemi-niveau i sidste uge.
De fleste er smittet med influenza af typen A H3, og det er den type, som mange er vaccineret imod.
De øvrige europæiske lande rapporterer ligeledes, at der bliver længere mellem de influenzaramte.