Indvandrere på førtidspension skyldes traumer

Den voldsomme stigning i førtidspensionerede indvandrere skyldes den hårde danske udlændinge politik, mener socialrådgiverne.
Antallet af indvandrere på førtidspension er steget med 51 procent.
Antallet af indvandrere på førtidspension er steget med 51 procent. Foto: HANSEN LARS / POLFOTO

I de seneste fem år er antallet af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension steget med 51 procent.

Stigningen kommer ifølge Dansk Socialrådgiverforening, fordi de indvandrere, som kommer til Danmark, er dårligere end tidligere.

"De mennesker, som er kommet til landet de seneste mange år, er - på grund af den meget skrappe flygtninge og indvandringspolitik - mere traumatiserede efter oplevelser i hjemlande. Det invaliderer dem og gør, at de har svært ved at falde til i det nye samfund og tilegne sig kompetencer såsom sprog," siger formand Bettina Post til Newspaq.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at socialrådgiverne på landets jobcentre har været for dårlige til at få indvandrerne i job, men den kritik affejer Bettina Post.

"Jeg melder hus forbi på den kritik. Arbejdsmarkedet må også åbne dørene for folk med meget begrænset arbejdsevne, og jeg har ikke hørt et arbejdsmarked, der skriger efter folk, som ikke kan arbejde 100 procent. Derfor er det en total forfejlet kritik," mener formanden.

Hun opfordrer politikerne til at tage teten og få afdækket baggrunden for stigningen, så man kan sætte ind med de rigtige løsninger på problemet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.