Hovedparten af Danmarks indvandrere vender dansk medicin ryggen og køber i stedet medicin i hjemlandet, viser ny dansk undersøgelse.
Opdagelsen kan være den første øjenåbner for et alvorligt problem. En del indvandrere har svært ved at tale og forstå dansk, og hvis de får udskrevet yderligere medicin fra en intetanende dansk læge, kan de to slags medicin reagere med hinanden og enten gøre patienten mere syg eller i værste fald slå patienten ihjel, skriver videnskab.dk.
"Hvis folk med anden etnisk baggrund ikke taler med deres læge eller med en farmaceut på apoteket om det, kan det give lægemiddelrelaterede problemer, og derfor er tallet alarmerende," siger Lotte Stig Haugbølle, der er lektor, ph.d. ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi.
I alt siger 54 procent af de adspurgte i undersøgelsen, at de indtager medicin med fra hjemlandet. Det høje tal har overrasket både de danske forskere og deres kolleger i udlandet, som er blevet orienteret om tallet på konferencer.
"Vi vidste i forvejen, at der kører lægemidler ud af landet, men vi var ikke klar over, at de også kommer ind i landet, og vi ved ikke, hvorfor tallet er så højt," siger Lotte Stig Haugbølle.
I Danmark eksisterer ingen specifikke tal for antallet af indvandrere, der dør, bliver indlagt eller går til lægen med problemer, som skyldes lægemidler.