21 initiativer, der alle på den ene eller anden vis skal sænke energiforbruget til varme i allerede færdigopførte bygninger med 35 procent frem mod 2050.
Det er målet med regeringens nye strategi for energirenovering, som klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) præsenterer senere i dag.
Men allerede inden præsentationen har en række af industriens parter meldt sig på banen for at rejse kritik af strategien. Der er nemlig for nuværende ikke afsat en pengepulje til at følge strategiens initiativer til dørs i de konkrete byggerier. Det skriver Børsen.
- Vi mangler konkrete tiltag, der kan kickstarte markedet for renoveringer. Ministerens strategi indeholder mere kæp i form af opgraderinger af krav og kontrol af, om byggereguleringerne bliver overholdt, end gulerødder. I Better Home vil vi hellere arbejde med gulerødder for at få boligejerne til at efterspørge de energirigtige renoveringer, forklarer direktør Niels Kåre Bruun til Børsen.
Niels Kåre Bruun repræsenterer organisationen Better Home, der blev stiftet af virksomhederne Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfoss for blot en måned siden.
Også hos Dansk Byggeri er man tvivlende over for strategiens effekt uden økonomiske gulerødder til boligejerne.
- Det er tydeligt, at udspillet har været en tur forbi Finansministeriet, inden det præsenteres. Det er klinisk renset for alt, hvad der har med økonomiske incitamenter at gøre i forhold til det initiativkatalog, vi bredt i branchen har foreslået, siger direktør Michael H. Nielsen til Børsen.
- Det handler ikke om, at vi altid skal være på støtten. Men man kunne eksempelvis have givet den gældende boligjobordning en grøn iklædning, som kunne være super til at sætte de her ting i gang, fortsætter han til Børsen.
Hos Dansk Industri Byg ser man dog med positive briller på strategiens langsigtede horisont.
Newspaq