Teenagealderen gør det sværere ikke at blive udsatte, for der bliver pigerne sårbare og drengene vilde. Det beskriver en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.
Hele 15 procent af de danske børn og unge har det svært på så mange områder, at de kan karakteriseres som udsatte.
"Småbørn ser ud til at have det meget godt, men når de kommer op i teenagealderen, får de det sværere. Og der kan vi særligt se, at de unge har det svært med livsstil og risikoadfærd," siger seniorforsker ved SFI, Mette Heide Ottosen, der står bag undersøgelsen.
Regeringen har ellers haft enorm fokus på området de senere år med initiativerne 'Anbringelsesreformen', 'Ungepakken' og 'Barnets Reform', men formand for Børns Vilkår, Peter Albæk, mener, at reformerne har en stor fejl til fælles.
"De har meget fokus på kvaliteten af den sagsbehandling, vi laver, når man skal kigge på de udsatte børn. Der er jo intet rigtigt forebyggende i nogle af reformerne," siger han til Newspaq.
Derfor mener Peter Albæk, at politikkerne i høj grad må se mere på de forebyggende elementer fremover.
"Vi skal arbejde langt tidligere med at hjælpe familierne med at løfte forældrerollen, for det vil de jo i virkeligheden gerne. De magter det bare ikke selv, og derfor ender deres børn i anbringelse eller andre sociale foranstaltninger. Så der skal vi blive bedre," siger han.
Undersøgelsen fra SFI ser både på forholdene hos 6267 børn og unge gennem spørgeskemaer og gennem registerdata for alle mellem 3 og 19 år.